Beretning om patchworkprojekt fra Bofællesskabet Skelvej
Patchworkprojekt
Det er vigtigt, når man flytter ind i et Bofællesskab at have mulighed for at bibeholde ens interesser og færdigheder så længe som muligt.
Jeg snakkede tit med en af beboerne om hendes passion for Patchwork, og hun viste mig, hvad hun tidligere havde syet.
Hun synes ikke rigtig, hun kunne se til det mere og havde heller ikke de ting, som skulle bruges.
Sammen blev vi enige om, at hvis vi hjalp hinanden og fik nogle flere med, kunne vi måske godt færdiggøre et projekt, som skulle symbolisere fællesskabet på Skelvej. Sammen kan vi godt.
Nøjagtig som pionererne i USA gjorde, da de syede deres patchworktæpper af gamle og aflagte tøjdele for at holde varmen. Vi gik i gang med at samle gamle skjorter på Skelvej, og brugte eftermiddagene og weekenderne på at skære dem op til firkanter for så at sy dem sammen og montere til en dug.
Her på billedet er vi i gang med at skære skjorterne ud til stykker, der så igen skal skæres i små firkanter.
Det var vigtigt, at stykker var nystrøget og sirligt lagt i bunker, så det var nemt at klippe til.
Vi fik hjælp af andre beboere, som også havde syet meget engang. Også mændene blev sat i sving. Det tog ikke mange øjeblikke, så var alle knapper klippet af de aflagte skjorter og lagt i små æsker til senere brug.
Der blev strøget og glattet mange eftermiddage. Der var ikke noget med at vælge den lette løsning.
Jeg fik lært, at når man er omhyggelig, bliver arbejdet mere præcist.
Nålene blev også sorteret, så vi ikke havde gamle og sløve nåle liggende. Nogle havde fine farvede hoveder, som var nemme at holde ved, og andre var sløve, uden spids og kunne lave huller i stoffet.
Stoffet blev skåret i firkanter på 10 x 10 og lagt i bunker med samme farve i hver.
Så var der et fint overblik, når vi skulle til at vælge mønster på dugen.
Så gik vi ellers i gang med at vælge, hvordan dugen skulle syes sammen. Det var svært, for der var mange kombinations muligheder.
Tror der blev brugt rigtig mange eftermiddage på det.
Så gik vi ellers i gang med at få syet alle vores firkanter sammen.
Skal der syes flere på?
Hvor lang skal dugen være?
Nu var forsiden af dugen ved at være færdig. Der skulle findes et stykke til at sætte bag på.
Der skulle stryges kantebånd til dugen.
Også her var det vigtigt, at alt var strøget fint og glat, så det færdige arbejde tog sig pænt ud.
Den tidligere håndarbejdslærer havde stadig taget på at ri flere stykker stof sammen. Det gik tjept, da vi først kom i gang.
Det var hyggeligt og dejligt, at kunne samles om fælles interesser.
For mig var det dejligt at se, at selvom man rammes af sygdom som f.eks demens stadig kan have sine gamle interesser, viden og færdigheder gemt og i behold, man har bare brug for lidt hjælp til at finde dem frem.
Vi havde mange dejlige timer med håndarbejdet og lærte rigtig meget af hinanden.
Jeg lærte mere om at være omhyggelig og ikke at vælge den nemme og hurtige løsning.
Jeg kunne til gengæld fortælle om de nye redskaber så som skæreplader og skæreknive til hurtigt at lave firkanter for at spare arbejdsgange og lave præcise firkanter på 10×10.
Meget nemmere end at bruge saks.
Jeg takker, fordi I ville være med til at sy patchwork-dugen, som nu kan ligge og pynte på bordet og minde os om, at sammen kan vi stadig en masse ting trods sygdom, bare vi hjælper hinanden.
(Dorthe Edlefsen 2017-2018)
