Et forrået hverdagsliv gøres værdigt med både kulturskifte og opkvalificering
Den generaliserende, igangværende debat om utilfredshed med tingenes tilstand i plejehjemmene i dag, har baggrund i blandt andet de skjulte optagelser fra efteråret 2019, som familiemedlemmer har optaget i Århus. Desuden i de henvendelser fra familier, som interesseorganisationerne Alzheimerforeningen og Ældresagen henviser til. Alt i alt en mængde meget triste eksempler på en forrået kultur, som der skal gøres noget ved.
Vi tror ikke på, at det nytter noget alene at rette fokus på den enkelte organisation og det enkelte menneske, som er involveret i disse ulykkelige og uværdige eksempler.
Ensidigt at fokusere på yderligere kontrol fremmer heller ikke glæden og stoltheden for den enkelte, dybt engagerede medarbejders indsats i hverdagen. Og dem er der heldigvis flest af.
En hverdag, som i en topstyret kultur kan være præget af både de lovgivningsmæssige intentioner, faglige retningsliljer og centralt fastsatte fokus- og måle områder, som fastlagt ud fra alle årlige tilsynsbesøg – altså ikke emner som det enkelte plejehjem nødvendigvis har mest brug for at fordybe sig i.
Jo mere kontrol, jo større risiko for yderligere forråelse, fordi de ansatte bindes endnu mere til centralt fastsatte opgaver, så muligheden for den personcentrerede og persondirigerede omsorg og pleje får trangere kår. Yderligere kontrol, skal i stedet indgå i en kultur, hvor der gives plads til faglig sparring og samtaler om alle de dybt komplicerede personforløb medarbejderne bliver deltagere i, når de over tid opbygger varme og vedkommende relationer med de mennesker, som bor i plejeboligerne og kommer der som familie og venner. Det kræver en tydelig, personlig og faglig ledelse.
Vigtigt er det at se på de samlede vilkår og rammer for plejehjemslivet i dag.
Med sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner, flyttes der langsomt flere og flere opgaver, som før lå i sygehusregi, ud i kommunerne. Og hvis dette af forskellige årsager sker i et tempo, hvor det ikke er muligt for kommunerne at få sikret den rette faglighed og normering til at kunne løse opgaven fra første dag, så kan det blive et pres, både for organisationen og den enkelte. Medarbejderne kan blive afmægtige og forsøger at gøre deres allerbedste ud fra deres samlede ressourcer. Og det kan set fra andre indfaldsvinkler betyde for lille viden og ressourcer i forhold til de behov, de enkelte personer har.
Derfor mener vi, at det er nødvendigt at se på de samlede rammer og strukturer for plejehjemsdriften, samtidig med, at den opståede kultur i hvert eneste plejehjem skal transformeres, så alles kvalifikationer bliver bragt i spil hver eneste dag, uanset om de er små eller store i forhold til den enkelte opgave.
Livet i et plejehjem handler meget, men ikke kun om sundhedsfaglige indsatser – de skal naturligvis være i orden og udføres på fuldt forsvarlig vis. Det handler også om alle de øvrige indsatser med fx at sikre relationer, betydningsfulde gøremål i hverdagen, opretholdelse af det vante sociale liv med en både kendt og ny omgangskreds, både inde-liv og ude-liv osv. Beboerne i et plejehjem er afhængige af omsorg, pleje og behandling – det er derfor de er visiteret. Men de bor i deres eget hjem, bestemmer selv medmindre andet er besluttet, betaler husleje og skal, som den enkelte ønsker og formår det, kunne deltage i bofællesskabets demokrati og tilbud.
Samtidig skal der være plads til, at de familier – som kan og vil deltage – også bliver budt velkommen til at bidrage alt det de magter, så længe det ikke reducerer den trivsel, beboeren ønsker at opnå.
Så endnu en gang – at håndtere balanceringen mellem faglighed og medmenneskelighed kræver en tydelig, personlig og faglig ledelse.
I vores bog fra 2018 ”Som det plejer at være derhjemme – Væk fra institutionskultur på plejehjem” kan I læse mange gode eksempler på, hvordan det kan lade sig gøre at ændre kulturen, så livskvalitet og trivsel øges uden, at den nødvendige faglighed mistes undervejs.
Lad os sammen vise respekt for disse hårdtarbejdende medarbejderes indsats og sætte lys på deres forskellige behov for opkvalificering og tilstedeværelse, samt på beboernes og deres familiers muligheder for at bidrage i plejehjemmenes hverdage. Beboerne er nok visiteret, men fortsat selvstændige voksne mennesker, uanset deres alder og handicap, med mindre den enkelte er under værgemål.
Hver eneste person, både beboere, familier og medarbejdere, har brug for at føle sig respekteret og inddraget i, at hverdagen bliver så meningsfuld som muligt. Og uanset beboernes funktionsniveau, kan en familie bidrage på deres helt egen måde – hvis bare rammerne og stedet giver mulighed for det.
Så vi skal af med forråelse og diskrimination, uanset udgangspunktet. Og det skal ske i alle lag af den samlede organisering fra politik, over styrelser og administration til hverdagslivet i det enkelte plejehjem.
