Eden kulturtransformationsarbejde i USA
Flerfaglighed i plejehjemshverdagen – berigelse og udfordring på samme tid. Fortælling fra et studiebesøg i USA.
Indledning og præsentation:
Jeg hedder Camilla Lovén og har nu været ansat i 3 år som aktivitetsmedarbejder i et fleksjob 6 timer om ugen på Kildevang, et registreret Eden Alternative hjem i Mårslet ved Århus. Jeg har som alle nye kommer det, været på et 3-dages Eden Alternative kursus. Værdier og holdninger i denne hverdagslivsfilosofi passer så godt til mine overbevisninger og min uddannelse indenfor pædagogikken. Jeg har været igangsætter af flere nye idéer.
Jeg synes jeg er god til at observere og tage den enkeltes signaler ind, og give den omsorg og pleje som er lige præcis rigtig i øjeblikket. Og samtidig har jeg lagt mærke til, at det kan være svært for pleje- og omsorgsmedarbejderne at de kan slippe opgavelisten, for at give plads til at gøre noget helt spontant sammen med beboerne i nuet. At få spurgt – hvornår skal vi gøre noget sammen og hvornår skal vi bare være sammen. Der er en eksisterende kultur med fokus på tid og opgaver, og den kultur er ofte den som sætter hverdagens tempo og indhold – så der reelt ikke tages afsæt i den enkeltes her og nu ønsker. Og traditionelt har der i mange, mange år været et sundheds- og socialfagligt perspektiv i denne kultur, og derfor også faggrupper fra det område.
Jeg ønsker at dygtiggøre mig, så jeg kan blive bedre til være med til at bløde vore faggrænser op, til glæde og gavn for beboerne, og finde ud af hvordan vi sammen kan blive bedre til at udnytte vores forskellige kompetencer og blive helt trygge ved hinanden.
Eden Alternativ er på Kildevang vores fælles afsæt. Jeg kunne godt tænke mig at mærke stemningen i et registreret Eden plejehjem i USA, hvor det hele startede. De har været i gang mere en tyve år mere end i Danmark. Jeg ville opleve Eden et helt andet sted, og blive klogere på om de oplever det samme som vi gør gennem sådan en kulturtransformation som er i gang på Kildevang.
Den drøm lykkedes, da jeg under en familieferie i USA, besøgte det Eden Alternative registrerede hjem Friendship Residential House, i Solvang, Californien i foråret 2018. Se stedets hjemmeside.
I de ca. 3 timer mit besøg varede, blev det tydeligt, at også i USA bidrager filosofien til at skabe de hjemlige rammer og et genkendeligt hverdagsliv. Men også tydeligt, at det ikke altid er ligetil at få skabt den mærkbare kulturtransformation i den mellemmenneskelige omgang med hinanden. Og det er en udfordring som vi også drøfter i Danmark.
De krav som kommer fra de omgivende og rammesættende organisationer og myndigheder kan, sammen med den enkeltes faglighed, være med til at gøre dét som synes ganske enkelt, noget mere kompliceret.
Om Friendship Residential House in Solvang
Stedet er privat, det koster 4120 US $ pr. måned at bo der. Så beboerne er velbemidlede og de fleste kommer fra familier med overskud. I hvert hus er der 10 beboere. De har hver deres et-værelses lejlighed, men deler badeværelse 2 og 2. Der er i alt fem huse.
I USA dokumenterer medarbejderne også meget i løbet af dagen. De har en Facebook-side. Der er 2 sygeplejersker ansat. Normeringen er ikke bedre end vores.
Uniformer er sandfarvede lange bukser samt grøn polo. De drøftede om uniformen skulle have pang-farver.
Leder og medarbejdere undervises i Eden Alternative via internettet. Lederen i Solvang fortæller, at de har en Milepæl 2 registrering. Pga af de meget store geografiske afstande i USA, er det årlige ”besøg” ikke ved at der kommer undervisere ud og guider os, lige som vi oplever det i Danmark.
Det kunne mærkes, at de var længere i deres proces end vi er på Kildevang. I Danmark er vi bedre faguddannede end i USA, men jeg oplevede under besøget, at det rent menneskelige ligger lettere for hos medarbejderne der, som havde så fin en tilgang til de ældre – støttede og guidede – uden at fylde for meget. Også familier og frivillige var meget deltagende.
Udover Eden Alternative som kulturtransformationsmetode, har de ladet sig inspirere af den palliative pleje- og omsorgstilgang som hedder “Namaste Care Programme for People living with Dementia.” Joyce Simard er ophavskvinden til denne.
Jeg oplevede nogle meget opmærksomme medarbejdere – ingen virkede stressede. Der var ro – tid – og nærvær. https://www.youtube.com/watch?v=8y56TBiqoRc
Tænk hvis vi selv kunne formå at skabe en lignende stemning og ånd her i Danmark.
Iøjnefaldende fysiske rammer
Umiddelbart mindede stedet meget om et dansk plejehjem, men flere mindre ting sprang mig i øjnene:
Lænestole i fælleslokalerne kan slås ned til hvileposition så middagslur kan tages i fællesstuen. Fællesrum var opdelt i områder, med hvilesteder, spisesteder, fjernsynssteder osv. Desuden var fællesrum ikke et firkantet rum, men bestod af flere karnapper.
Linoleum gulv i træ-mønster og væggene malet i en lys grøn farve. Det fremstod ikke køligt og sterilt.
I haven var der en del høje blomsterbede. Haven var opdelt i rum – var aktuelt i gang med en køkkenhave.
Et af husene med dertilhørende have, var forbeholdt ældre der var svært demente. Deres erfaringer med at disse beboere ofte søgte døren, som var aflåst, havde fået dem til at montere et spejl på indersiden. En beboer med svær demenssygdom bliver derfor afledt af sit eget spejlbillede. Vedkommende vender rundt og går den anden vej. I stedet kan de søge ud på den ægte amerikanske veranda – i den lukkede gårdhave, hvor hegnet var malet som en stor udsigt der passede med landskabet bag hegnet.
Et sanserum med inspiration til alle sanserne: Vindspil, fjernsyn til persondirigeret omsorg – mulighed for at blive barberet med rigtig barbersprit (Old Spice) som afslutning, at kunne nyde en slikkepind, forskellig slags musik. En beboer opholder sig herinde sammen med en medarbejder. Og de har hele tiden identitetsbekræftelse med i samværet. En anden beboer fik f.eks. håndmassage og så travløb i fjernsynet, og blev også barberet mens jeg var der. Han nød det hele.
Sanserummet blev særligt brugt til dem der ikke fik meget ud af samværet med de andre beboere.
Et ”sing and dance” arrangement.
Beboerne er med på deres egne præmisser, med rytmeinstrumenter.
En danseglad mand dansede med alle damerne – mig selv inklusiv. Personalet var under dansen meget opmærksom på, om dem han dansede med, kunne klare dansen. Musikken var båndet, og så supplerer de som har lyst og kan, med deres eget instrument.
Alle bød ind med det de kunne – to unge medarbejdere viste også hvad de har lært i dans. Der var en dejlig oplevelse af fællesskab under denne aktivitet.
Ift. musikvalg, har ”Alive Inside” også inspireret – den personlige spille-liste samt musikminders betydning for både identitet, en godt stimuleret hjerne og meningsfuldhed i hverdagen.
Afrunding og konklusion:
Ved sidste personalemøde i Kildevang hvor jeg fortalte om turen, var der rigtig mange spørgsmål, og kollegerne var rigtig glade for at høre om turen. Da jeg kun er på Kildevang 6 timer om ugen, kan der gå lang tid før vi som kollegaer bliver trygge ved hinanden. Denne fortælling – det at tale ud fra de forskellige Eden Alternative erfaringer – har været med til at vi har lært hinanden bedre at kende på tværs af vore fagligheder. Eller rettere, har givet mig mulighed for at vise for alle, hvad jeg står for.
Den professionaliserede omsorgskultur har store lighedspunkter rund omkring i verden, og derfor er Eden Alternative som kulturtransformationsmetode anvendelig internationalt – og vi har de samme kulturmæssige udfordringer på tværs af landene og kan bruge hinandens erfaringer hvis vi har mod på at åbne op og bruge dem.
Jeg vil vedligeholde kontakten til dette plejehjem, og måske Kildevang og Friendshiphouse i Solvang kan blive venskabsplejehjem.
Camilla Lovén, sept. 2018
