Møde med Eden – beretning fra en tilfreds familie i Kildebakken, Vissenbjerg
Rigmor var en livsglad og livsstærk kvinde på godt 90 år. Hun var gift med Holger og de nåede at fejre krondiamantbryllup- hvilket vil sige 65 års bryllupsdag. Rigmor var mor til tre børn, som efterhånden ikke længere var børn, men modne mennesker omkring de 60 år. Rigmor var med årene blevet svagere fysisk, hun var træt og kunne blive lettere forvirret.
5. oktober 2017 faldt hun uheldigt og slog sit hoved slemt. Det blev starten på et fire måneder langt sygdomsforløb, hvor hun blev udsat for et virvar af læger, skadestuebesøg, sygehusindlæggelser, hjemmehjælp, aflastningsafdeling og til sidst en plads på det lokale plejehjem. Det var en hård tid for Rigmor, og det var hårdt at være vidne til, hvor svag og sårbar hun blev.
Døden møder vi alle på vores vej – bedsteforældre, venner og bekendte går bort, og når man runder 90 år, er der ikke mange jævnaldrende tilbage. Vores forældre boede som genbo til Vissenbjerg Kirke, og som de sagde: ” Vi har lige været en tur på kirkegården og hilse på venner og familie!”. Vores far er vokset op i et hjem, hvor gamle og syge flyttede ind, og hans mor passede og plejede dem, til de døde. Denne barndomslæring gjorde, at han har været en god rollemodel for os. Vi ved, at døden er uundgåeligt, og mentalt nåede vi til, at døden ville være nådig for vores mor.
Alle i familien har erfaringer med plejehjem på forskellig vis, en arbejder som social- og sundhedshjælper, en har erfaringer som ferieafløser i plejen, eller bekendte som er endt deres dage på plejehjem. Det betød, at vi havde blandende forventninger i forhold til at flytte vores mor på plejehjem.
Det var af nød, at vi endte med at flytte vores mor på plejehjemmet Kildebakken i Vissenbjerg på Fyn.
Vores forventninger blev gjort til skamme. Vi oplevede fra start et nærvær, en omsorg og en professionalisme, som var langt over vores forventninger. Det vil vi gerne give nogle eksempler på:
Min søster som arbejder på et plejehjem bemærkede fra start, at her var der en helt anden stemning end på hendes arbejdsplads. Plejerne var nærværende og omsorgsfulde, og der var stort set intet dokumentationsarbejde i vores mors lejlighed. Plejerne ”kom og gik” i lejligheden og altid med vores mor i centrum for deres gøremål. Mor fik et lille klem eller knus, altid et stort smil, øjenkontakt og direkte tale til hende, også da hun lå i coma. På magisk vis faldt der også hurtigt små knus og søde bemærkninger af til os pårørende. På min søsters arbejdsplads ligger der en bog i borgernes lejligheder, hvor medarbejdere skal dokumentere tandbørstning, medicin, fald m.m. Det betyder, at plejeren er nødt til at gå fra borgeren og skrive i bogen. På plejehjemmet Vissenbjerg går plejerne udenfor døren, hvor der står en computer, som de laver opdateringer og dokumentationer på. Det gør en stor forskel som borger og pårørende, at plejerne kan være 100 procent til stede, når de er i relation med os og samtidig at der udvises høj kvalitet i deres faglighed.
Vi oplevede gentagne gange, at personalet kiggede ind til vores mor, når de enten var på vej hjem i civilt tøj, eller når de mødte ind, inden de skiftede til uniform. Det betød meget for os, fordi de dermed indirekte fortalte os, at de kærede sig om vores gamle mor, hun var ikke kun en faglig opgave. Hun var vigtig og betydningsfuld ikke bare for os, men også for dem.
En anden oplevelse var en plejer, der kiggede ind for at tilse mor. Hun satte sig på hug ved sengen og tog vores mor i hånden, mens hun talte til hende, samtidig tog hun med sin anden hånd vores far i hånden. Det var så kærligt og rørende et øjeblik, som var langt ud over, hvad vi havde forventet.
På et tidspunkt var tiden inde til den såkaldte tryghedspakke – smertestillende og beroligende medicin før døden. Personalet havde i samråd med lægen skaffet det, så det var klart, når tiden var inde. Personalet åbnede deres faglige refleksioner for os, og i fællesskab besluttede vi, at tiden var inde til at tage det i brug, for at vores mor kunne få en fredelig død. Det virkede stærkt på os, at de åbnede denne dialog med os og samtidig informerede os om, at det kunne betyde, at mor ville dø. Vi vidste alle, at tiden var inde.
Vores mor havde udtrykt bekymring for at skulle stå i det kolde og uhyggelige våbenhus indtil begravelsen. Det nævnte vi for personalet. Kort efter blev vi ringet op fra plejehjemmet, som oplyste os om, at mor kunne blive i sin lejlighed på plejehjemmet indtil begravelsen. Det var af stor betydning for os. Vores far besøgte mor hver dag i de seks dage indtil begravelsen fandt sted. Han beskrev det som en stjernestund, hvor han kunne tale sagte med sin kone om de mange minder, år og oplevelser, de har haft sammen – endnu en brik til en betydningsfuld afsked. Når han besøgte sin afdøde hustru og mødte personalet, fik han en god krammer og en kop kaffe.
Dette er et lille indblik i vores møde med døden og med et plejehjem, som arbejder ud fra et koncept, der hedder Eden. Edens vision er: at eliminere ensomhed, kedsomhed og hjælpeløshed. Vi oplevede, at det i praksis betød, at vi mødte medarbejdere, som først og fremmest var mennesker, og som samtidig også var dybt professionelle. Vi mødte ikke regler, normer og retningslinjer – vi mødte omsorg, forståelse og faglighed, og at vores mor blev set og respekteret lige til det sidste. Det var meget betydningsfuldt for os, og denne proces har betydet, at vi har fred med, at vores mor er død, fordi vi ved hun fik den bedste, kærligste og professionelle hjælp vi kunne ønske os.
