Status i Eden-hjem efter Corona
Nærværet mellem beboere og medarbejdere er styrket, men det er følelsen af forskellen på ”Dem og Os” også.
Gennem vores samtaler med Eden-hjem og de som er på vej, har vi fået indblik i forskellige konsekvenser for hverdagslivet og den enkeltes trivsel. Dem vil vi gerne dele, så de kan være med til at bringe hverdagen videre på en rigtig god måde for alle.
At være en ligeværdig del af fællesskabet som beboer:
Gitte Hinrichsen, Eden koordinator i Hjemmet ved Noret i Slagelse, udtaler: ”Som udgangspunkt har vi det jo godt, men vi synes, at vi – grundet de mange skiftende smittebegrænsende restriktioner – er gået baglæns rent kulturmæssigt”.
Herunder er samtalens emner uddybet:
Beboere, som tidligere bidrog meget omkring borddækning og at hente post til huset og sine naboer, kunne fra den ene til den anden dag pludselig ikke dette mere.
Når det som giver en identitet og som er en meningsfuld rolle i hverdagen pludselig er væk, har vi oplevet, at det kan lede til dybt afsavn og personlig tvivlen om, om vedkommende ikke længere er god nok til at løfte de ting, der skal gøres. Man oplever sin selvbestemmelsesret taget fra sig.
Og selvom vi alle, i den mest intensive periode med nedlukning har kunnet mærke savn af familie, venner og gøremål, så opstår følelsen af, at der atter er et større skel mellem ”Dem og Os” her i plejehjemmet.
Følelsen af kedsomhed og manglende forståelse for begrundelserne af den nødvendige forsigtighed øger tvivlen hos beboerne om, om man er en ægte del af det fællesskab, vi har brugt rigtig megen energi på at bygge op.
Beboermøder har været pauseret, og indtil vi fik nogle større spiseborde, måtte de tidligere værdsatte, fælles måltider deles op i mindre hold. Alle disse forandringer har ført til, at vi har i denne tid oplevet, at antallet af kald efter os som medarbejdere stiger.
Det er så flot og fint med de gaver, vi har fået fra lokalsamfundet. Tusind tak for dem.
Al underholdning er altid velkommen, men det udfylder ikke den hverdag, som aktuelt for beboerne er blevet mindre rig på ægte deltagelse.
Vi har som medarbejdere skullet være på en anden måde. Vi er mere grænsesættende – det må du og det må du ikke. Coronaen er ikke Eden-venlig. Vi er blevet sat tilbage og der er i dag mere institutionskultur, end der var, da vi blev ”lukket ned”.
Familie og venner: Udover savnet af at kunne være til nytte og bidrage til fællesskabet i hverdagen, så har denne karantænetid også haft stor indflydelse på fastholdelse af kontakten til familie og venner:
Vi har som medarbejdere virkelig været der for beboerne i det afsavn de lider, i forhold til ikke at kunne se deres familiemedlemmer. Men vi har samtidig kunnet mærke hos de beboere, som før Corona var vant til mange besøg både i huset og hos familien, at de savner det rigtig meget. Det har været grænsende til depressionsagtige tilstande.
Når vi er alene med en beboer, lægger vi øre til rigtig mange savn, sorger og øjeblikke med afmagt. Når man som plejehjemsbeboer fx ikke kan deltage i familiefejringer – alt det vi plejer at kunne arrangere i tæt samarbejde med familierne – skal vi nu håndtere alene som medarbejdergruppe, støttet op af den digitale kontakt det er muligt at bygge op mellem familiemedlemmer og beboeren.
Vi har forsøgt på mange forskellige måder via internettet og besøgszoner da det blev muligt – både i den afsidesliggende sal og nu i haven. Vi har gjort vores allerbedste for at sikre oplevelsen af nærvær i hverdagen, men behovet for nærvær og personlig kontakt, hos de – der pludselig ikke kan hjælpe til mere så længe begrænsningerne fastholdes – stiger.
Lige nu kan man som familiemedlem komme og hente beboeren og tage vedkommende med hjem til sig selv eller gå en tur ned i byen. Det er så godt.
Men perioden har været svær for de familiemedlemmer, som har været vant til en meget hyppig kontakt til deres kære. De føler sig lige nu meget tilovers, når de har ikke muligheden for at dyrke nærvær og vedligeholde den familiære deltagelse trods afstand i hverdagen.
At værne om medarbejderne og deres trivsel i denne situation, er lige så vigtigt som at værne om beboerne og deres nære pårørende.
Det var den samlede konklusion efter en samtale d. 26. juni, med leder og medarbejdere i Jernbanebo i Nyborg om arbejdsbetingelserne under Coronaen.
Efter Alzheimerforeningens og Ældresagens bekymrings-udmeldinger i løbet af de sidste måneder og den efterfølgende offentlige debat, er der næsen opstået mistillid mellem medarbejdere og familier – også der, hvor vi havde et godt og varmt samarbejde. Det er vi rigtig kede af. Og vi vil meget gerne være med til at belyse hvordan det har været at være medarbejdere i tiden efter 11. marts.
Som medarbejdere har vi siden ”nedlukningen” været dybt fokuserede på at overholde alle de givne retningslinjer, og mange kolleger holder fortsat strengt på at skærme sig selv i eget familieliv og i fritiden, for ikke at risikere at være den, som bringer Corona med ind i huset.
”Jeg begrænser mig fortsat ift. karantæne – siger nej til nogle sammenkomster og ja til andre hvor jeg føler mig tryggere.”
´”På de kommunale kontorer gik de hjem og sad selv i eget hus. Vi har skullet fortsætte utrætteligt, vi passer på os selv og vores egne familie også, for at passe på beboerne og huset her”.
Det kan være forvirrende både som borger i et lokalsamfund og som medarbejdere, at der er meldt så forskelligt ud blandt de danske kommunerne i fortolkningen af retningslinjerne. Vi følger den lokale fortolkning, men forskelligheden er med til at øge usikkerheden blandt de pårørende, når de orienterer sig via pressen.
Konsekvenserne ved landsdækkende lempelser i restriktionerne kommer også på forskellig måde. Når der som udgangspunkt er forskel kommunerne imellem, så kan der opstå forvirring, når der fx bliver løsnet op omkring noget vi i Nyborg allerede har gjort – fx udendørs terrassebesøg.
De pårørende forstår ikke, at der så ikke er sker noget nyt her hos os. Det kræver både tid, konstant forståelse og energi at forklare den sammenhæng på en god måde.
Et andet eksempel var den store forskel fra kommune til kommune på, om der var værnemidler eller ej til medarbejderne på plejehjem. Det var en udfordrende og også ængstelig tid for os.
Der følger desuden et stort bureaukratisk arbejde med at håndtere de skiftende retningslinjer. Det giver os ekstra opgaver, når der i hver familie har skullet prioriteres 2 faste besøgende – fx i en familie med tre lige tætte børn, og når besøg har skullet koordineres og klargøres.
På trods af det ekstra arbejde som hele situationen har medført, har medarbejderantallet i denne periode ikke været højere end normalt.
Som medarbejdere oplever vi derfor et behov for, at kommunerne melder meget klart ud om de aktuelle vilkår, fx på deres Facebook sider, i et let forståeligt sprog og gerne i små korte videooptagelser. Det vil kunne hjælpe os, så det ikke kun er os, der i situationen skal være vagthundene, når vi fx er nødt til at komme med begrænsende ord, mens vi stopper et familiemedlem der ønsker at komme ind til sin kære; ”Hov – nej – det var vist ikke en del af aftalen”. Disse situationer er lige svære for alle at være til stede i.
Hos os i Nyborg er der udarbejdet flotte foldere, men flere oplever, at de måske kan være svære at forstå og derfor er det vigtigt at bruge flere kommunikationskanaler og former.
Et forslag kan være, at der kan lægges video-interview med ledere og medarbejdere op på kommunens Facebook side og på infoskærme i huset, som forklarer hvorfor hverdagen er som den er, og at der også skal tages hensyn til meget syge naboer i huset, fordi fællesområderne bruges af alle i bofællesskabet, og ikke kun fungere som adgang til de enkelte lejligheder.
Andre tilbagemeldinger og erfaringer fra Eden-hjem:
Flere Eden-hjem har oplevet, at den ro som har indfundet sig i hjemmene der blev lukket ned, har givet plads i hverdagen til nærværet i de enkelte huse i et plejehjem, så relationerne mellem beboere og medarbejdere er blevet tættere.
Som så mange andre steder, har det gjort godt, at der er skruet ned for mødeaktiviteterne.
Sygefraværet er desuden faldet.
Og ikke mindst, så er lederne meget mere til stede end i den tidligere normale hverdag. De talrige møder udenfor huset er aflyst eller gennemføres digitalt. Det giver bedre mulighed for at være nærværende som leder og rollemodel i de meget forskelligartede og nye situationer, en sådan ny tid fører med sig.
